Fujifilm GFX 100

Dette nye kamera er på flere måder helt ekstremt. Det har en enorm sensor i mellemformat, der er omkring 70 procent større end full-frame, og så er opløsningen på hele 102 mio. pixels.

af Gearguiden #Kamera #Fujifilm
9.1

Dette nye kamera er på flere måder helt ekstremt. Det har en enorm sensor i mellemformat, der er omkring 70 procent større end full-frame, og så er opløsningen på hele 102 mio. pixels. Så høj opløsning har hidtil kostet omkring en kvart mio. kroner, og mellemformatkameraer er traditionelt store. Fujifilm GFX 100 er langt billigere og uden spejl, så det fylder nogenlunde det samme som Canons og Nikons professionelle full-frame-kameraer.

De mange pixels giver en helt vanvittig detaljegrad. Zoomer man ind på et foto på den lækre lcd-skærm, kan man se ting, man slet ikke bemærker, når man ser hele billedet. I fotos fra en skyskraber kunne vi se potteplanter i vinduerne i fjerne nabobygninger eller de enkelte spillere på et baseballstadion 1,5 km væk. Det dynamiske omfang er også stort, så man kan hive mange detaljer frem i skyggeområder på raw-filer. Hver raw-fil fylder da også over 200 megabytes.

Fujifilm har også lavet lækkerier, vi gerne ser i andre kameraer. På toppen af GFX 100 sidder nemlig en lille skærm, der ud over at vise optageindstillinger også kan vise et histogram eller fx lukkertid og blænde som virtuelle hjul. Der er også en ekstra skærm bag på kameraet, der kan vise optageoplysninger eller histogram, så den store skærm udelukkende viser motivet.

GFX 100 tager fem fotos i sekundet, og autofokus, der dækker hele billedfladen, følger fint med bevægelige motiver. Kameraet har desuden en rigtig god øjefokus, der sørger for at stille skarpt på et øje, når man tager portrætter.

Man kan vælge fuldt elektronisk lukker for at fotografere lydløst eller med lukkertider på under 1/4000 sekund, men den skal bruges med forsigtighed. Håndholdt fik vi en del fotos med forvrængning, da udlæsning fra den store sensor ikke er så hurtig, og i kunstbelysning så vi grimme striber, så vi vil så vidt muligt holde os fra at bruge elektronisk lukker.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Helt forrygende detaljegengivelse. Lækre ekstraskærme på toppen og bagpå. Rigtig god og detaljeret elektronisk søger. Et helt igennem lækkert kamera. Den elektroniske lukker fungerer ikke så godt.

Specifikationer

Mærke
Fujifilm
Mio. pixels
102
Brændviddeforl./optisk zoom
2.0
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
10
Max. ISO
102400