Fujifilm X-T100

Fujifilms lækre X-serie er blevet udvidet med en billig model, der har høj billedkvalitet og en række smarte funktioner. De er dog ikke alle helt perfekte.

af Gearguiden #Kamera #Fujifilm
8.6

Fujifilm X-T100 er det hidtil billigste kamera med søger blandt firmaets systemkameraer. Det lækre design fra de større modeller går igen, og som noget nyt følger et lille løst håndgreb med, som man kan vælge at sætte på. Det er en klar fordel, da man holder bedre.
Billedkvaliteten er fin med meget sikker eksponering, god detaljegengivelse fra de 24,0 mio. pixels, udmærkede farver og finkornede billeder op til topfarten på ISO 51.200. Kameraet optager video i op til 4K, hvor man dog kun får 15 billeder i sekundet og dermed hakkende bevægelser. 4K udnyttes dog også på andre måder. Man kan lave en optagelse, hvor man hiver det rigtige øjeblik ud og gemmer som et foto på 7,0 mio. pixels. På den måde får man altså 15 skud i sekundet i stedet for de normale seks, som kameraet kan tage i fuld opløsning. Man kan også optage en 4K-video, hvor fokus automatisk ændres undervejs. Efterfølgende gemmer man et foto på 7,0 mio. pixels, hvor man enten vælger, hvad der skal være skarpt, eller at der er dybdeskarphed i hele billedet. Man skal tæt på motivet, før det giver mening, og optagelsen tager nogle sekunder, så motivet skal stå stille. Vi fik dog lidt uldne overgange på et foto med fuld dybdeskarphed, og detaljegengivelsen er ikke så høj.
Lcd-skærmen er berøringsfølsom, og det udnytter Fujifilm smart. Man kan nemlig aktivere forskellige kamerafunktioner ved at swipe op, ned eller til siderne på skærmen, og man vælger selv, hvilke funktioner bevægelserne skal aktivere. Knapper og hjul spiller godt sammen og kan også programmeres. Autofokus fungerer fint med XF-objektiver, men er lidt langsom med den XC 15-45mm-motorzoom, der sælges i kit med kameraet. Via wi-fi og Bluetooth kan man overføre fotos til smartphones og tablet, og almindelig overførsel fungerer nemt.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Prisen er skarp, og billedkvaliteten fin. X-T100 er det hidtil nemmeste kamera i X-serien at gå til for begynderen, og der er også gode muligheder for entusiasten.

Video i 4K-opløsning er kun med 15 billeder i sekundet og bliver derfor hakkende. Kameraet svigtes af kitobjektivet, så vælg gerne en bedre optik.

Specifikationer

Mærke
Fujifilm
Mio. pixels
24
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5x
LCD-skærm
3”
Billeder/sekund
6
Max. ISO
52000