Fujifilm X-T4

Det nye systemkamera har meget til fælles med forgængeren, men især på ét område har X-T4 lagt sig foran. Det har nemlig indbygget billedstabilisering.

af Gearguiden #Kamera #Fujifilm
9.0

Det nye systemkamera fra Fujifilm har meget til fælles med forgængeren X-T3. Det gælder fx den fine søger og APS-C-sensoren på 26,0 mio. pixels, der leverer detaljerede fotos med fine farver og en sikker eksponering. Begge er forseglede og har en maksimal lysfølsomhed på ISO 51.200, hvor vi uden problemer fik fine billeder på ISO 12.800. Er der så grund til at skifte, hvis man har X-T3? Ja, det er der. X-T4 har nemlig fået indbygget billedstabilisering, og den er virkelig effektiv. Vi kunne fx let få skarpe skud håndholdt på 1/10 sekund. Desuden er den nye lukker meget stille, hvilket især var tydeligt, når vi skød serier. Her tager X-T4 15 raw-billeder i sekundet med mekanisk lukker og 20 med elektronisk lukker, hvilket er meget fint. Desværre fyldes bufferen efter 33 skud, og vi oplevede, at det tog kameraet 40 sekunder at skrive til selv et hurtigt UHS-II-kort, før vi kunne skyde flere serier. Det er ikke optimalt til action. Til gengæld er autofokussen usvigelig sikker, og øjegenkendelsen rammer plet på linje med fx Sony A6600.
Skærmen er ny og hængslet i siden, så den nu vippes ud til siden og kan drejes i alle vinkler. Til gadefotos kan vi bedre lide den gamle skærm, der udelukkende kan vippes, men er hurtigere og mere diskret til skud fra hoften. Til video og selfies er den nye skærm derimod ideel.
X-T4 benytter det nye og større NP-W235-batteri. Det er et stort plus. Den nye konstruktion betyder også, at X-T4 er blevet større. Det ændrer dog ikke på, at kameraet har en rigtig god ergonomi – og så er det imponerende, at ændringerne kun har givet en vægtforøgelse på 68 gram. De to små indstillingshjul, der sidder foran og bagpå, er blevet større. Det er fint, men de glider så let, at vi ofte fik ændret indstilling ved en fejl. Samlet set er X-T4 dog et virkelig dejligt kamera, der både udfordrer APS-C- og full-frame-kameraer i prisklassen.

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Med sine fine billedkvalitet, sikre autofokus og indbyggede stabilisering er X-T4 et virkelig dejligt kamera, der både udfordrer APS-C- og full-frame-kameraer i prisklassen.

Specifikationer

Mærke
Fujifilm
Mio. pixels
26,0
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5x
LCD-skærm
3,0"
Billeder/sekund
20,0
Max. ISO
51.200