Fujifilm XQ2

Fujifilms X-serie rummer både system- og kompakt­kameraer. XQ2 er den mindste model til den minimalistiske entusiast. Nyskabende er den dog ikke.

af Gearguiden #Kamera #Fujifilm
8.0

Fujifilm XQ2 er et mere avanceret kamera, end det umiddelbart ser ud til. Med en størrelse på kun 10,0 x 5,9 x 3,3 cm og en vægt på 206 gram vil det for mange være et oplagt supplement til et tungt og stort spejlreflekskamera. Tilmed er sensoren lidt større end i mange andre kompaktkameraer. Da vi testede kameraet, tjekkede vi også, hvordan det klarer sig mod en af markedets bedste smart­phones, nemlig iPhone 6, som mange efterhånden bruger som sekundært kamera. Detaljegengivelsen er nogenlunde den samme, mens Fujifilm er langt bedre til at ramme farverne korrekt. En ekstra finesse ved XQ2 er, at det kan optage i raw. Det gør det muligt at trimme farver, skarphed og eksponering, så billederne bliver endnu en anelse bedre. For en fotoentusiast er kameraet dog langt mere tilfredsstillende at bruge end en smartphone. Kameraet har 4x zoom, som dækker området 25-100 mm. Der er et programhjul oven på kameraet og en indstillingsring omkring objektivet, der kan programmeres til en stribe forskellige funktioner. Bag på kan man indstille blitz og makro. Det usædvanlige er, at trykker du på en funktionsknap, skifter samtlige knapper funktion til den, entusiasterne vil have, nemlig ISO, hvidbalance, fokus og afspilning. Det er smart. Det er en stor fordel, at objektivets lysstyrke er F1.8 på 25 mm, men den falder hurtigt, og på længste brændvidde er største blænde til rådighed beskedne F4.9. I forhold til forgængeren Fujifilm XQ1 er forskellene dog primært kosmetiske, hvilket er lidt skuffende.

Opløsningen er som udgangspunkt beskeden med sine 12 mio. pixels. Detaljegengivelsen er selv i fineste jpeg-indstilling kun gennemsnitlig. Derfor går det helt galt, hvis man forsøger sig med den 4x digitale zoom. XQ2 er en udvikling af XQ1 fra 2013, så lad os se på forskellene. Kameraets opbygning og ergonomi er uændret. Det samme gælder lcd-skærmens størrelse og opløsning, billedsensor og billedprocessor. Hvad angår objektivet, så kalder Fujifilm det nyudviklet, men specifikationerne er fuldstændigt identiske. Det eneste nye er, at kameraet nu fås i tre farvekombinationer, sort, sølv/sort og sølv/hvid, samt at farvegengivelsen kan afstemmes efter Fujifilms klassiske diafilm. Desuden skulle autofokus være forbedret ikke mindst på kontinuerlig og køre fasedetektion i godt lys og kontrastbaseret i svagt lys. Autofokussen er absolut velfungerende i praksis, men det er svært at måle forskellen. For nu at sige det pænt er der ikke grund til at opgradere til XQ2, hvis du allerede går rundt med et XQ1.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

XQ2 bygger bro. Det er langt mindre og lettere end spejlrefleks og systemkameraer og tager bedre billeder end mobilen.
Fujifilm XQ2 er reelt identisk med XQ1. Fujifilm er skrappe til det med billedkvalitet, og her burde XQ2 have været udviklet.

Specifikationer

Mærke
Fujifilm
Mio. pixels
12
Brændviddeforl./optisk zoom
4,0
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
12,0
Max. ISO
12.800