Lytro Illum
Med Lytro Illum kan du glemme alt om traditionel optageteknik. Du kan nemlig lægge fokus præcis, hvor du ønsker – når billedet er taget.
Dette kamera kan tage et billede, og hvis du så bagefter synes, at fokus ligger forkert, kan du bare pege på det, du hellere vil have skarpt, på den berøringsfølsomme skærm på 4,0 tommer, og så flytter skarpheden sig mirakuløst derhen, selv om motivet for længst er væk. Det er intet mindre end fantastisk. Kameraet har en fast blænde på F2.0, og du kan fokusere helt ind til frontlinsen med zoomobjektivet, som dækker 30-250 mm. Du kan ikke genskabe skarphed overalt, men du kan flytte fokuspunktet inden for, hvad der ville være blevet skarpt, hvis du havde kørt på F16. Omfokuseringen er mulig, fordi kameraet ikke kun registrerer lys på sensoren, men også i hvilken vinkel, det kommer. Billederne må derfor gemmes i et specielt filformat, der hedder ifp. For at få jpeg-billeder skal du importere billederne i Lytros’ gratis program, Desktop, der minder en del om Lightroom. Herfra kan du ikke kun eksportere til jpeg, når du har lagt skarpheden præcist, hvor du vil have den. Undervejs kan du også øge dybdeskarpheden ved digitalt at blænde ned svarende til F16 eller op til F1.0. Billederne ser klart bedst ud i deres originalformat, som skal nydes på kameraets eller computerens skærm. Alternativt kan man se dem på sin iPad eller iPhone. Det kræver blot, at man installerer den gratis Lytro Mobile App. Her kan man se, hvor flot fokus kan flyttes. En enkelt ifp-fil sniger sig op på 56 megabytes plus 54 megabytes nødvendig raw-data per optagelse. Det er tungt. Jpeg-billederne eksporteres derimod til kun 0,2 megabytes og ser ud derefter med grov pixelering i overgangene mellem skarpt og uskarpt.
Der er argumenter for og imod teknologien. Normale fokusfejl kan ikke reddes i billedbehandling, og man kan ikke forvente, at Lytro løser problemet med et snuptag. Pixeleringen viser dog tydeligt, at løsningen er software-baseret og ikke optisk. Hvis det lykkes Lytro at få kvaliteten op og filstørrelserne ned, så vil vi muligvis ad åre få tilbudt teknologien i almindelige kameraer. Lige nu har Lytro sin helt store berettigelse på nettet, hvor man kan dele sine billeder som små videofiler, hvor der kan zoomes ind og dybdeskarpheden ændres. Det er god underholdning. Skærmen, der bruges som søger, kan vippes, og ergonomien er god. Indstillinger er simple og intuitive. Der er ingen manual, men engelsksprogede instruktionsvideoer på www.lytro.com. Trods den unge, uprøvede teknologi oplevede vi såvel kamera som software som uproblematiske. Pris og billedkvalitet hænger ikke sammen, men for den velbeslåede og nysgerrige entusiast er det en spændende mulighed for at eksperimentere med fremtidens kamera.
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Lytro har det hidtil bedste bud på, hvad vi gør ved fokusfejl. Illum er en teknologisk frontløber, men langt fra et brugskamera.
Billedkvaliteten på jpeg-filer ligger klart under, hvad en smartphone kan præstere, men billederne er også primært beregnet til web.
Specifikationer
- Mærke
- Lytro
- Mio. pixels
- 4,0
- Brændviddeforl./optisk zoom
- 8,3x
- LCD-skærm
- 4
- Billeder/sekund
- 3,0
- Max. ISO
- 3200