Nikon COOLPIX P340

Nikons billige kompaktkamera til entusiaster er blevet opgraderet med wi-fi og en række nye automatiske funktioner. Desværre er gps-funktionen forsvundet.

af Gearguiden #Kamera #Nikon
8.8

Det er ikke svært at se, hvorfor Nikon COOLPIX P340 appellerer stærkt til fotoentusiasten. Kameraet kombinerer et kompakt design og en glimrende zoomoptik, der går fra 24 til 120 mm. Man får også billedstabilisering med i købet. Samtidig ligger P340 prismæssigt omkring 15 procent under ærkerivalen PowerShot Canon S120, der har identiske specifikationer.

P340 eksponerer yderst præcist, den automatiske hvidbalance rammer fint, og lcd-skærmen gengiver lys og farve korrekt. Skarpheden er meget fin allerede fra fuld blænde, og vignettering og fortegning er nærmest lig nul. Billed-støj målte vi til højere end gennemsnittet for klassen op til ISO 400, hvorefter den klarede sig jævnt. Støjreduktionen tager fat på de højeste værdier, hvilket påvirker detaljegengivelsen.

Skyder i raw

Man bør bruge Picture Control til at styre farve, kontrast og skarphed, da billederne er til den forsigtige side, hvad angår farver og skarphed. Det kan dog justeres efterfølgende, idet kameraet kan gemme et billede i raw og jpeg. Alt i alt er billedkvaliteten glimrende, når man sammenligner med andre i klassen. Det eneste, man ikke kan indstille og behandle sig ud af, er den beskedne opløsning på 12,0 mio. pixels, der sætter en naturlig grænse for detaljegengivelsen. Desuden bør man være opmærksom på, at den lysstærke F1.8 udelukkende gælder på 24 mm. På 28 mm er den faldet til F2.0, på 50 mm til F3.0, og på 120 mm er den største lysstyrke blot ret beskedne F5.6.

Der er satset på et fladt og firkantet design af P340, hvilket går ud over ergonomien. Kameraet må nøjes med et minimalt håndgreb på fronten og plads til højre tommelfinger bagpå.

Wi-fi via appen Wireless Mobile Utility er primitiv. Man kan kun se billedet, zoome og eksponere på smartphone og tablet. Endelig havde forgængeren P330 en gps-funktion, men den er forsvundet på den aktuelle P340.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Nikon COOLPIX P340 ligger i betjening tæt op ad Nikons spejlreflekser og er med sin udmærkede billedkvalitet et godt supplement til dem. Farver og skarphed er til den svage side, men billedkvaliteten er flot for klassen. Det er fint, at kameraet har fået wi-fi og kan optage i raw-format, men vi savner forgængerens gps, og opløsningen er begrænset.

Specifikationer

Mærke
Nikon
Mio. pixels
12,0
Brændviddeforl./optisk zoom
5,0
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
10,0
Max. ISO
12.800