Nikon Z 7

Efter et langt tilløb er Nikon klar med deres første spejlløse systemkamera med full-frame. Det er en flot debut, men er det nok til at overbevise erfarne Nikon-brugere?

#Kamera #Nikon
9.0

Nikon Z 7 har en billedkvalitet, der ligger tæt op ad spejlreflekskameraet D850 med flotte farver, et stort dynamisk område og en fremragende detaljegengivelse takket være sensorens 45,4 mio. pixels. På billedkvalitet ligger Z 7 altså i den absolut bedste ende af skalaen. I svagt lys viser korn sig omkring ISO 6400, mens de er tydelige på ISO 25.600.

Autofokus fungerer fint med det nye kit­objektiv på 24-70 mm, der er bygget til kameraets nye Z-fatning. Vi blev rigtig imponerede, da vi satte et Nikon AF-S 500mm med F-fatning på kameraet ved hjælp af adapteren FTZ. På kontinuerlig autofokus skød vi en serie med 5,5 billeder i sekundet af en bil, der kørte mod kameraet med 80 km/t. Samtlige 20 billeder var klar til brug, og de fleste var perfekt skarpe. Det er altså lykkedes at få autofokus til at følge med Nikons fremragende spejlreflekser.

5,5 fotos per sekund lyder umiddelbart ikke imponerende, men det svarer til, hvad andre kameraer med lige så høj opløsning klarer. Optagehastigheden kan komme op på ni fotos i sekundet, men så opdateres søgerbilledet ikke, og så er den høje hastighed ikke helt så meget værd. Adapteren FTZ gør det muligt at bruge de fleste F-objektiver til Nikons spejlreflekskameraer på det nye kamera, og da Z 7 har indbygget billedstabilisering, kan man kompensere for rystelser på alle objektiver.

Z 7 er mærkbart mindre end Nikons spejlreflekser med full-frame, og det vejer blot 675 gram mod D850’s 1005 gram. Menusystemet er stort set det samme, skærmen er på 3,2 tommer, og den ændring af knapperne, der har været nødvendig på det lille kamera, er sket, så Nikon-brugere hurtigt føler sig hjemme.

Konklusion

Mærkbart mindre og lettere end Nikons spejlreflekskameraer med full-frame, men med uændret fornem billedkvalitet og lige så god autofokus. Kameraet tager udelukkende XQD-kort, som er større end SD-kort og kræver en speciel kortlæser. Prisen er i den høje ende her ved introduktionen.

Specifikationer

Mærke
Nikon
Mio. pixels
45,4
Brændviddeforl./optisk zoom
1x
LCD-skærm
3,2
Billeder/sekund
9,0
Max. ISO
102.400