Olympus OM-D E-M5

Hvad angår billedstøj, ligger Olympus pænt i midten uden at falde igennem. Det er godt klaret, da OM-D sammen med G6 har testens mindste pixels.

af Gearguiden #Kamera #Olympus
8.4

Designet lægger sig i bedste retrostil op ad Olympus’ legendariske OM-kameraer fra 1980’erne, og med betjeningshjul og knapper er OM-D nemmere og hurtigere at indstille end firmaets billigere systemkameraer. Desuden har det en indbygget, elektronisk søger. OM-D sælges de fleste steder kun med den nye zoomoptik på 12-50 mm.
Den kan som testens eneste ændre brændvidden elektronisk via en motor, og det giver mere jævne zoombevægelser under videooptagelser. Til foto kan man dog indstille brændvidden manuelt, hvilket alt andet lige er hurtigere og mere præcist. Desværre føles objektivet ganske stort på det lille kamera. Autofokus er rimelig for et systemkamera, men den har ikke det bid og den hastighed, man får med de større kameraers fasedetekterende autofokus, og specielt ved kontinuerlig fokusering er den lidt for upålidelig.
Til gengæld er eksponeringskompensationen, der sidder i en ring under udløserknappen, meget velfungerende. Det ses ikke umiddelbart på billedet af kameraet, men OM-D er markant mindre og lettere end testens spejlreflekskameraer. Skærmen kan trækkes ud og vippes fra 30 grader ned til 90 grader op, hvilket gør det nemt at fotografere i usædvanlige vinkler. Kamerahuset er tætnet mod støv og fugt.
De kompakte mål skyldes til dels, at kameraets lille blitz, der er halvt så lysstærk som testens bedste, følger med som løst tilbehør. Det er upraktisk og trækker ned. Også kameraets batteri er lille, og det har af samme grund testens svageste holdbarhed.

Matcher de større sensorer
Trods den mindre Micro Four Thirds-sensor spiller OM-D imponerende godt op med de større APS-C-kameraer, og i praksis skal man op i ganske store print for at se kvalitetsforskellen. Med generelt fin eksponering og gode farver ligger OM-D solidt i forhold til billedkvalitet. Her er der kun en forholdsvis beskeden detaljegengivelse, der trækker ned. Kameraets billeddannelse er rigtig god, for vi kunne kun med besvær hive lidt flere detaljer frem fra raw-optagelser, end vi fik med jpeg. Hvad angår billedstøj, ligger Olympus pænt i midten uden at falde igennem. Det er godt klaret, da OM-D sammen med G6 har testens mindste pixels. Prisen er dog i den pebrede ende. Kameraet burde være omkring 1000 kroner billigere.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

E-M5 scorer pænt på billedkvalitet, hvor detajlerne dog trækker lidt ned. Det er ikke det hurtigste i feltet, men til gengæld kompakt og lækkert.

Specifikationer

Mærke
Olympus
Mio. pixels
15,9
Brændviddeforl./optisk zoom
2,0x
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
9
Max. ISO
25600