Panasonic Lumix DC-S1R

Til dig, der går efter full-frame med den højeste opløsning på markedet.

#Kamera #Panasonic
8.5

Panasonic har lanceret deres to første kameraer med den store full-frame-chip, og S1R er topmodellen. Selv om kameraet er spejlløst, vejer det hele 1020 gram, hvilket er mere end velvoksne spejlreflekskameraer som Canon EOS 5D Mark IV og Nikon D850. Det store kamera ligger godt i hånden, og så har det mange gode knapper. Der er også plads til en stor søger, som med sin rekordhøje opløsning er imponerende skarp. I øvrigt kan man via en knap få rødt natlys i søgeren og på skærmen. Det er en fin detalje, når man står i mørket og vil undgå at blive blændet eller vække opsigt. Det er også smart, at der kan tændes lys i de vigtigste knapper.
Billederne fra det vejrforseglede S1R har i forvejen klassens højeste opløsning, og med High Resolution Mode kan kameraet sætte flere fotos sammen til et på hele 187 mio. pixels. Optagelserne kræver dog stativ og et roligt motiv. De store filer gemmes i raw-format, som vi endnu ikke kunne åbne, da vi testede kameraet.
Lysmåleren gør det rigtig godt med en sikker eksponering. Farvegengivelsen er naturlig og flot. Generelt er detaljegengivelsen virkelig fin, men ikke bedre end konkurrenterne. Billedstøj bliver først generende ved ISO 25.600.
Kameraet har 225 fokuspunkter, som overraskende kun er kontrastdetekterende. Man må altså undvære fase-
detektion, som er en stærk del af konkurrenternes hybridfokus. Der er mange fokusindstillinger, herunder en særlig type, der kan registrere ansigter, øjne, kroppe og dyr. Vi oplevede den desværre ikke som særligt sikker, hvilket afspejles i karakteren. Fx ville fokussen lige så gerne stille skarpt på sten i vandkanten som på en fugl. Nemmere gik det med ansigter, men øjeregistreringen ved portrætter er ikke på niveau med konkurrenternes. Også ved hurtige motiver oplevede vi usikkerhed. Kameraet kan tage ni billeder i sekundet, men antallet falder til seks skud ved kontinuerlig autofokus. Det trækker op, at der er indbygget billedstabilisering, som korrigerer for bevægelser i fem retninger.

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Fornem billedkvalitet og tårnhøj opløsning.
Søger i topklasse, flot finish og en effektiv stabilisering.
Video optages i flot 4K, og der er smart usb-opladning.

Autofokus er ikke så sikker som de bedste.
Stort og tungt kamera.

Specifikationer

Mærke
Panasonic
Mio. pixels
46,7
Brændviddeforl./optisk zoom
1
LCD-skærm
3,2
Billeder/sekund
9
Max. ISO
51.200