Panasonic Lumix DMC-GH4

GH4 er sikret en plads i historiebøgerne som det første kamera, der kan optage 4K-video. GH4 er godt at arbejde med, og billedkvaliteten fin.

af Gearguiden #Kamera #Panasonic
8.8

4K er tv og video i en hidtil uset høj kvalitet. I den forbindelse er GH4 en milepæl, for det er indtil videre det eneste stillbilledkamera, der kan optage 4K-video direkte på et SD-kort. Med en særlig adapter bliver det tilmed til et professionelt videokamera med to professionelle mikrofonindgange og lydudgang i høj kvalitet til en ekstern optager. Vi har prøvet videodelen på et 4K-tv på 50 tommer, og resultatet er fremragende. Dertil kommer, at hvis du optager i 4K og redigerer ned til Full HD, bliver resultatet flottere, end hvis du redigerer i en Full HD-optagelse. Endnu en fordel ved 4K er, at det er perfekt til at vise billeder frem i suveræn kvalitet, hvis man altså har en 4K-skærm. Er der detaljer, du ikke kan se fra sofaen, kan du bare rykke tættere på – så kan du se dem.

På fotosiden er vi først og fremmest glade for ergonomien og den måde, knapper, indstillingshjul, menu og berøringsfølsom skærm spiller sammen på. Kameraet er en fornøjelse at bruge og intuitivt at gå til. På plussiden tæller også, at Lumix-systemet er godt udbygget med fremragende objektiver, heraf flere Leica-objektiver, samt tre løse blitz og forskelligt andet tilbehør.
GH4 er Panasonics topmodel og dermed henvendt til entusiaster, og selv om kameraet er let at gå til, rummer det mulighed for at trimme billeddannelsen, præcis som man gerne vil have den. Kameraet har en god indbygget blitz, fin ergonomi og hele fire programmerbare funktionsknapper. Autofokus er nærmest på spejlrefleksniveau, og med et zoomobjektiv svarende til 280 mm fik vi ved 12 billeder i sekundet samtlige fotos skarpe af en bil, der kørte frem mod kameraet med 80 km/t.

Fine farver

Billedkvaliteten er rigtig flot under gode lysforhold på lav ISO med fin farve- og detaljegengivelse. Objektivfejl, som vignettering, ses ikke. Hvis de opstår, neutraliseres de i billeddannelsen. I svagt lys kan billedkvaliteten også bruges, men her når den ikke helt samme niveau som de bedste konkurrenter først og fremmest på grund af støjreduktionen, der tager forsigtigt fat for ikke at ødelægge detaljer, men som så ikke helt får bekæmpet kornene. Det skyldes til dels den relativt lille Four Thirds-sensor, der dog også har sine fordele. Objektiverne er nemlig mere kompakte.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

GH4 er sikret en plads i historiebøgerne som det første kamera, der kan optage 4K-video. GH4 er godt at arbejde med, og billedkvaliteten fin.

Specifikationer

Mærke
Panasonic
Mio. pixels
15,9
Brændviddeforl./optisk zoom
2,0x
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
12,0
Max. ISO
25.600