Panasonic Lumix DMC-TZ80

Panasonic laver rejsekameraer i mange prisklasser. Lumix DMC-TZ80 er et af de billigere, og det spinkle kamera har tilmed 30x optisk zoom og video i 4K.

af Gearguiden #Kamera #Panasonic
7.8

Panasonic Lumix DMC-TZ80 ligner nærmest til forveksling den 3000 kroner dyrere storebror TZ100. Men man skal ikke lade sig narre af de to kameraers ydre, for under motorhjelmene er der stor forskel. Hvor TZ100 har en stor billedsensor på 13,2 x 8,8 mm, har TZ80 blot en billedsensor, der måler 6,17 x 4,55 mm. Og selv om kameraet har en opløsning på 18,1 mio. pixels, er detaljegengivelsen meget ulden selv ved ISO 80 og ISO 100. Billedstøj kunne man også sagtens frygte, men Panasonic har valgt at skrue så meget op for støjreduktionen, at billederne stort set ikke får korn selv ved maksimale ISO 6400. Et problematisk valg, da det ikke ligefrem pynter på detaljegraden. Farverne er derimod flotte, naturlige og har en god mætning og dybde. Kontrasten er lidt for markant, hvorfor højlysene bliver en anelse udbrændte i meget kontrastrige motiver.
Kameraets berøringsfølsomme skærm er glimrende og gengiver det aktuelle lysforhold helt troværdigt. Det er også fint, at man hurtigt kan vælge fokuspunkt med et enkelt tryk med fingeren på skærmen. Desværre er skærmen ikke fleksibel. Til gengæld har kameraet en lille indbygget elektronisk søger med øjensensor, der reagerer kvikt, og som er en stor hjælp, når solen skinner. De 30x optisk zoom svarer til 24 x 720 mm, hvilket er imponerende meget, når man står med det tynde kamera i hænderne. Objektivet tager sig dog god tid, når der skal zoomes, hvorfor det tager 3,1 sekund at komme fra maksimal vidvinkel til fuld tele. Kameraet kan optage video i 4K med 30 billeder i sekundet, og i dagslys bliver filmene ganske flotte. Det er muligt at vælge et specifikt still-
billede ud fra optagelsen.

Muligheden for at vælge et specifikt billede ud af 4K-optagelser er en smart hjælp, når man fx fotograferer sport. Funktionen Post Fokus er også smart. Her optager kameraet det samme motiv med flere forskellige fokuseringer, så man efterfølgende kan vælge den fokusering, man bedst kan lide.
TZ80 kan både skyde i raw og jpeg, og kameraet har en glimrende fokusring, der sidder omkring objektivet, som blandt andet kan benyttes til at indstille blænden eller lukkertiden, når man har valgt de halvautomatiske programmer. Men på trods af de manuelle tiltag er kameraet ikke et rejsekamera til fotoentusiasten, som vægter billedkvaliteten højt.

Konklusion:
Panasonic Lumix DMC-TZ80 har 30x optisk zoom og byder på flere kreative funktioner takket været muligheden for at optage video i 4K. Billedkvaliteten er desværre rimelig ringe med en svag detaljegrad og dårlig skarphed i billedhjørnerne.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

30x optisk zoom, videooptagelser i 4K med 30 billeder per sekund og fokusvalg på skærmen er funktioner, vi er rigtig glade for.
Billedkvaliteten skuffer med uldne detaljer selv på lave ISO-tal. Støjreduktionen tager ligeledes alt for hårdt fat.

Specifikationer

Mærke
Panasonic
Mio. pixels
18,1
Brændviddeforl./optisk zoom
30
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
10
Max. ISO
6400