Sony A6100

A6100 har avanceret autofokus og samme opløsning som Sonys dyrere systemkameraer med APS-C-sensor.

#Kamera #Sony
8.4

Man skal holde tungen lige i munden, når man skal vælge et af Sonys systemkameraer i 6000-serien, der er kendetegnet ved at have APS-C-sensorer og indbyggede søgere. A6100 er næste – og meget store – skridt, hvis man synes, det fem år gamle A6000 til godt 3000 kroner med objektiv bliver for skrabet. Det nye kamera har Sonys avancerede og lynhurtige autofokus med effektiv øjeregistrering til både mennesker og dyr. Fokus bider sig nemt fast i et motiv og fungerer med usvigelig sikkerhed. Da kameraet desuden skyder 11 billeder i sekundet, er A6100 habilt til actionfyldte motiver.

Huset er konstrueret i plastic, og modsat storebror A6400 må man undvære vejrforsegling. Desuden har den elektroniske søger en opløsning på kun 1,44 mio. punkter i modsætning til de 2,36 mio. i A6400. Søgerbilledet fremstår da også væsentligt mere grovkornet, og i stærkt solskin oplevede vi, at søgeren var udfordret i forhold til detalje- og farvegengivelse. Til gengæld er kameraet udstyret med samme fine APS-C-sensor på 24,0 mio. pixels, som findes i selv topmodellen A6600, og den leverer virkelig fin billedkvalitet med gode detaljer og naturlige farver. Eksponeringen er sikker, ligesom kameraet har godt styr på billedstøj op til ISO 12.800.

A6100 ligger trods sin beskedne størrelse fint i hænderne, og betjeningen er enkel. Den helt store klods om benet på A6100 er prisen. Her ved introduktionen ligger den på A6100 alt for tæt på storebror A6400, til at det giver mening at vælge den nye model. Prisforskellen på husene alene er på få hundrede kroner, og den bør mindst være på 1000 kroner. 

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

A6100 har en forrygende autofokus og en flot billedkvalitet, men en prisforskel på få hundrede kroner til sin storebror er alt for lidt.

Specifikationer

Mærke
Sony
Mio. pixels
24,0
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5x
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
11,0
Max. ISO
51.200