Sony Alpha5100

Skal du tage såkaldte selfies, har Sony med dette kamera gjort det meget nemt. Her bruger man blot et af programmerne Best Auto eller Intelligent Auto og vender skærmen fremad. Takket være objektivets vidvinkelindstilling, der svarer til 24 mm, kan du nemt få tre til fire personer med på billedet og så alligevel have plads til lidt af fx Eiffeltårnet i baggrunden. Skulle du få lyst til at indstille lidt på lys og farver, er det bare at trykke på indstillingshjulet bag på kameraet, hvorefter man har mulighed for at trimme lys, dybdeskarphed, farvemætning og farvetone på hjulet. Billederne bliver klart bedre, end hvis de var taget med mobiltelefon, og dermed skulle topkarakteren vel være i hus. Men det er den ikke, og det er der to grunde til.

Mørk skærm

For det første vil den fotointeresserede meget hurtigt blive træt af skærmen. Den er for mørk og svær at aflæse i solskin, selv når lysstyrken er kørt op, og så forskønner den billedet, sådan at du ikke kan stole på, om din optagelse er i orden, for mørk eller for lys. Allerede efter et par dage med kameraet begyndte vi at tage tre til fire billeder af de gode motiver med varierende eksponeringer, ganske enkelt fordi vi ikke kunne stole på kameraet og først hjemme på computeren kunne se, om billedet var i orden. For det andet kan man reelt få de samme muligheder til under 3000 kroner inklusive det samme zoomobjektiv på 16-50 mm, hvis man køber Alpha5000, der også har fleksibel skærm.

Når det er sagt, kan billedkvaliteten blive ganske glimrende. Farver gengives godt, og hvis de er lidt tamme i standardindstillingen, er de nemme at justere op i intensitet. Der skal arbejdes med eksponeringskompensationen for at få lyset perfekt, men ikke mere end ved andre tilsvarende kameraer. Man kan naturligvis optage i raw, hvor de 24,0 mio. pixels kommer til deres ret, men også jpeg-billeder kan brugertilpasses ned i detaljerne, ikke mindst hvis man benytter de klassiske programmer og menuens muligheder. Kameraets detaljegengivelse er fin, men adskiller sig ikke mærkbart fra kameraer med opløsning ned mod 16,0 mio. pixels. Billed­støj er fint under kontrol og gav os de samme pæne målinger som forgængeren Alpha5000 med kun 20,0 mio. pixels. Alt i alt kan kameraet giv en høj billedkvalitet, men det kræver en indsats fra fotografen.

Bedre autofokus

Fokussystemet er markant forbedret med hybridfokus, der sikrer præcision og hurtighed. Den kontrastbaserede autofokus, der måler i 25 punkter, er arvet fra NEX-kameraerne, men den er nu suppleret med fasedetekterende fokuspunkter i hele 179 punkter, der dækker 92 procent af billedfladen. Kameraet registrerer som udgangspunkt selv, om motivet er i ro eller kræver kontinuerlig autofokus. Vi havde kun kitobjektivet på 16-50 mm til rådighed. Her er fokus ikke så kritisk som med en tele, men systemet virkede godt i alle situationer. Det er fint, at der er fokuspunkter helt ud til billedkanten, men da kameraet fokuserer på det nærmeste, når man kører på autofunktion, var vi dog ofte ude for, at fx en bygning, som vi brugte til at indramme hovedmotivet, kom i fokus i stedet for motivet. Man kan dog vælge fokuspunkter manuelt i menuen, selv om det er lidt besværligt. Her kan man også vælge kun at bruge de midterste eller bruge punkterne i en bestemt del af billedet. Også her kræves med andre ord en indsats fra fotografen. Og det er det indtryk, kameraet efterlader. Det skulle være et let betjent og problemfrit begynderkamera. Det kan tage gode billeder – men det kræver en indsats.

Conclusion