Sony Alpha7 III

Det nye Alpha7 III er en mavepuster til konkurrenterne, der endnu ikke har systemkameraer med full-frame. Kvaliteten er høj, men når det gælder pris, er Sony sin egen fjende.

#Kamera #Sony
9.1

Sony Alpha7 III er den nye basismodel, men tag ikke fejl af det. Den er måske ikke så hurtig som Alpha9 og har ikke så ekstrem opløsning som Alpha7R III, men derudover står den ikke tilbage. Den nye, bagbelyste full-frame-sensor på 24,0 mio. pixels er fremragende med et stort dynamisk spillerum, når man vil raw-konvertere. Kameraet har det samme gode design som Alpha9 med stort greb og joystick til blandt andet at lægge fokus præcist med de 693 fasedetekterende fokuspunkter, der dækker hele 93 procent af billedfladen. Autofokus kan brugertilpasses i detaljer. Billedserier kan tages med 10,0 billeder i sekundet. Vi oplever søgeren som en af de hidtil bedste af slagsen. Den er stor og gengiver lys og farve præcist og kan brugertilpasses til at vise de oplysninger, du ønsker. Skærmen er desværre stadig kun på 3,0 tommer, men den kan vippe og er berøringsfølsom, selv om det endnu er begrænset, hvad der kan indstilles med berøring. Batteriholdbarheden er øget med over 100 procent i forhold til forgængeren til 710 skud. En oplader er dog tilbehør, så man må oplade direkte i kameraet. Med sine velplacerede knapper og hjul samt fine menu er Sony Alpha7 III hurtigt og præcist at arbejde med.
Eksponeringen er sikker, og detaljegengivelsen på lav ISO er meget fin og synligt bedre end forgængeren og næsten på niveau med Alpha7R III og Nikon D850. Korn begynder først for alvor at vise sig på ISO 51.200, mens de to højere ISO-trin er anvendelige i en snæver vending. Selv om kameraet er imponerende, er prisen i overkanten. Alpha7 II fås til kun det halve, og Alpha7R II med 42,2 mio. pixels kan blive dit for 16.595 kroner.

Konklusion

Betjening, hastighed, autofokus og billedkvalitet gør Alpha7 III til et fuldblods professionelt kamera, der bør få konkurrenterne til at ryste i bukserne.

Næste gang håber vi på en skærm på 3,2 tommer med flere berøringsfølsomme funktioner. Vi ser også gerne, at en batterioplader leveres med kameraet.

Specifikationer

Mærke
Sony
Mio. pixels
24
Brændviddeforl./optisk zoom
1,0x
LCD-skærm
3”
Billeder/sekund
10
Max. ISO
205000