Sony Cyber-shot DSC-RX100 IV

OBS! Se ny test af dette produkt i nr. 18/2015.

af Gearguiden #Kamera #Sony
9.1

Mange bilproducenter tager en praktisk og præsentabel familiebil og laver en heftig entusiastmodel med masser af hestekræfter og ændret opsætning. Sådan en version er RX100 IV. III’eren fortsætter nemlig på markedet og er langt billigere end den nye version, og de to ligner hinanden til forveksling. Alligevel giver den nye version god mening. Når du begynder at fotografere livlige motiver, tror du ikke dine egne øjne. Reaktionstiden er nærmest nul, og den nye cmos-sensor ekspederer billeddata i et uhørt tempo. På et hurtigt U3 SD-kort skød vi 30 billeder i streg med 11 billeder i sekundet. Og det var vel at mærke raw-filer på hver 20,2 megabytes. Ud over at det er imponerende, er det guld værd, når du fotograferer motiver i bevægelse. Det mangedobler dine chancer for at ramme det helt rigtige splitsekund, fordi kameraet altid er klart. Når du skyder jpeg-billed­er, får du skarpe, farverige skud med god kontrast, så de som regel er umiddelbart klar til brug. Raw er dog også virkeligt anvendelig her, fordi de store filer ikke sinker kameraet. I det hele taget er billedkvaliteten fra den forholdsvis store sensor på 13,2 x 8,8 mm rigtig flot.
Sony sælger RX100 IV med den fremragende raw-konverter Phase One Express. Kameraet kan i øvrigt tage 4K-video. Vi fandt i testperioden forgængeren til 5215 kroner. Er den nye version IV så virkelig 3584 kroner mere værd? Da vi startede med at skyde testtavler og landskaber, var svaret nej. Da vi begyndte at fotografere motiver i hurtig bevægelse, som børn og sport, blev det hurtigt til et rungende ja.

Som en ekstra delikatesse går lukkertiderne elektronisk helt ned til 1/32.000 sekund. RX100 IV er som sine forgængere i lækker, sort metalfinish og har naturligvis alle de indstillingsmuligheder og programmer, man forventer. Samspillet mellem knapper er ikke helt optimalt efter vores smag, men det virker, og man vænner sig til, at det fx er besværligt at justere ISO manuelt. Serieoptagelser kan tages op til 16 billeder i sekundet, men det er uden autofokus. Med autofokus er hastigheden respektable fem billeder i sekundet. I praksis er det guld værd, at kameraet har indbygget objektivdæksel, så frontlinsen altid er støvfri. Der er indbygget blitz, og skærmen kan vippes fra 45 grader ned til lige frem, så man kan se den, når man tager selfies. Skærmen har en opløsning på 2,4 mio. punkter mod de 1,4 mio. punkter i RX100 III. Det ses. Kameraet har tre svagheder: Batteriholdbarheden er beskeden. Den opgives til 280, og det er optimistisk. Der medfølger ikke en oplader. Batteriet oplades i kameraet, så køber du et ekstrabatteri, skal du også have en ekstern lader for at lade op, mens du bruger kameraet. Vi fandt dog en løs lader til 129 kroner. Tredje ulempe er manualen. Det er en lille tyk sag på 12 sprog, hvoraf kun 39 siders gnidret skrift er på dansk. Vil du have ordentlig besked, skal du selv hente og printe den 313 sider store manual. Lader og trykt manual burde være en selvfølge på et kamera til den pris.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Kameraets hastighed, søger og reaktionstid overgår alt, hvad vi hidtil har set fra et kompaktkamera. Billedkvaliteten kan samtidigt måle sig med de bedste.

Batteriholdbarheden er i underkanten. Vi anbefaler et ekstra batteri, og at du køber en rigtig batterioplader, der kan fås som tilbehør.

Specifikationer

Mærke
Sony
Mio. pixels
20
Brændviddeforl./optisk zoom
2,9
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
16
Max. ISO
12800