Canon PIXMA PRO-10

PRO-10 er en af Canons nye topmodeller til A3+. Den kan udskrive trådløst, og den nye software gør det til en leg at få flotte fotoprint fra elements eller lightroom.

af Gearguiden #Printere #Canon
9.0

Canons nye topmodel inden for semiprofessionelle printere til A3+ hedder PIXMA PRO-10. Fra den topprofessionelle model PIXMA PRO-1 har lillebroren arvet blæktypen LUCIA, hvori der indgår den separate blækpatron Chroma Optimizer. Den sørger for, at billederne bliver tilført et sidste skinnende lag, inden de havner i udbakken, hvorfor billederne får en ensartet overflade helt uden reflekser. I vores test kunne vi ved selvsyn konstatere, at blækket tilfører Canons blanke papirtyper Plus Glossy II, Pro Platinum og det nye papir, Pro Luster, en smukt skinnende overflade, som på mange måder minder om det udstillingsvenlige barytpapir fra mørkekammerets tid. De ti separate patroner giver en overbevisende og naturlig farvegengivelse, hvor hudtonerne er imponerende præcise, og hvor kontrasten er velafbalanceret – også ved motiver taget i modlys. Billederne bliver generelt knivskarpe, og især ved print i sort-hvid kan man se, hvor fine toneovergange printeren kan præstere. Farvestik slipper man helt for ved sort-hvide udskrifter.

Optimal software
Det er glimrende, at Canon omsider har fået integreret trådløse muligheder i deres store printere, så PRO-10 kan deles af flere brugere i et netværk. Samtidig understøtter printeren AirPrint, så man kan udskrive fra iPad eller iPhone. Den nye plug-in til fx Photoshop eller Lightroom, Print Studio Pro, erstatter den ret så udtjente softwarepakke Easy-Photo Print Pro. Aldrig har det været nemmere at udskrive, finindstille papirvalg og vælge specifikke ICC-profiler i softwaren. Via den nye PRO Mode sørger PRO-10 ligeledes for, at printerens farveprofiler stemmer overens med de farver, som computerskærmen er sat op til at gengive.
Ingen semiprofessionelle printere til A3+ er sprintere. Det gælder også PRO-10. Syv minutter og 47 sekunder tager det at udskrive et print i A3+ til kant i den fineste kvalitet. Det er set bedre, men printene er ventetiden værd. Printeren udskriver A4-billeder på tre minutter og 42 sekunder samt et A3-billede på seks minutter og 50 sekunder. “

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

PIXMA PRO-10 er en fornøjelse at arbejde med, når ens bedste skud skal have et liv på print. Hudtonerne gengives perfekt, kontrasten er velafbalanceret, og skarpheden er helt i top. Printeren kan også udskrive via wi-fi, og den medfølgende software betyder, at man nemt kan finjustere papirvalg og ICC-profiler.

Specifikationer

Mærke
Canon