Alien Skin Exposure X

Bruger du de samme effekter igen og igen, er der hjælp at hente i Alien Skin Exposure X. Her får du et hav af især analoge forindstillinger til dine pletskud.

af Gearguiden #Programmer #Alien skin
8.3

Alien Skin Exposure X er et relativt enkelt billedbehandlingsprogram, som er opbygget ligesom Lightroom med et organiseringsmodul og et modul til billedbehandling. Her er der forprogrammerede effekter som Fujifilm Velvia og Tintype i venstre side. I højre side er billedbehandlingsfunktionerne. Exposure X fås som program til Windows og Mac. Du kan også bruge det som plug-in i Lightroom eller Photoshop. Det vil vi klart anbefale. Exposure X har nemlig ingen printfunktion. Programmet er ikke-destruktivt. Det vil sige, at effekterne lægges oven på originalbilledet i et lag. Den nemmeste måde at få billedet ud som jpeg er derfor at eksportere det færdige foto fra Lightroom. I Photoshop smelter man lagene sammen.
Rent praktisk vælger du en effekt i Exposure X, og straks ser du virkningen. Du kan fortryde ved at klikke Reset og vælge en anden effekt, eller du kan tilføje endnu en effekt på samme foto. Ved skydeknapperne i højre side kan du se, hvilke ændringer Alien Skin har tilført billedet og selv arbejde videre ved at styrke dem, svække dem eller tilføre andre effekter. Åbner du billedet med de nye indstillinger i Photo­shop, kan du vælge at arbejde videre her, eller du kan justere Opacity mellem lagene og derved styrke eller dæmpe de forskellige effekter. Exposure X fås kun på engelsk, men er meget visuelt og intuitivt at arbejde med. Programmet er ikke velegnet til 4K-skærme, da nogle menuer opskaleres til læselig størrelse, mens tekst og skydeknapper andre steder er bittesmå.
Alien Skin Exposure er ganske enkelt en stribe meget fine forindstillinger med effekter, som du kan anvende som de er – eller arbejde videre på.

De mange presets er ordnet i 24 grupper, der kan opdeles i farvegengivelse, sort-hvid, fotografiske effekter og andre effekter. Effekterne er i stor udstrækning opkaldt efter analoge film, som eksempelvis Kodachrome og Ilford Delta. Alien Skin har smurt tykt på og gjort effekterne langt kraftigere, end de var dengang. Det tager vi dog ikke så tungt, for på en Overall Intensity-skydeknap i øverste højre hjørne, kan du selv styre, hvor kraftigt effekten skal slå igennem fra nul til 100 procent. Gennemgående for det store flertal af effekter er, at de simulerer de resultater, man fik med navngivne analoge film, objektiver og fremkaldeprocesser. Og det har alien skin klaret ret fint. Vi savner dog lidt nytænkning med effekter, som ikke kun peger bagud.
Er du vild med effekter, er Alien Skin Exposure X et godt og inspirerende program. Kan du godt lide det naturlige udseende og hellere vil gengive dine motiver præcis, som kameraet så dem, er der ikke noget at hente her.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

God guide til intuitivt at gå veje i billedbehandling, du aldrig har prøvet før. Der er mange fine effekter at vælge imellem, og de kan let tilpasses.
Exposure X tilbyder primært gamle, analoge udtryk. Vi havde gerne set lidt mere nytænkning. Det er ikke muligt at printe direkte fra programmet.

Specifikationer

Mærke
Alien skin